Oplæg på den stiftende generalforsamling i Martin Andersen Nexø-Selskabet Christianshavn, den 28. oktober 2022

MARTIN ANDERSEN NEXØ OG HAVET

af Søren Frank

Martin Andersen Nexø indleder min monografi om havets poetiske historie, A Poetic History of the Oceans (2022).

Da jeg udtænkte, hvordan jeg gerne ville have, at min bog skulle være struktureret, havde jeg en idé om, at den skulle indeholde en række kapitelindledninger, der kunne fungere som ansatser og prismer. Det stof, som ansatser og prismer ville bestå af, skulle ikke være det primære stof, som senere i kapitlerne skulle bearbejdes mere i dybden.

Stoffet skulle snarere være appetitvækkere, der slog en akkord an, og som også kondenserede nogle problemstillinger, der efterfølgende skulle behandles mere uddybende og via andre kilder.

I Poetic History of the Oceans har Andersen Nexø altså en sådan rolle i selve indledningskapitlet til hele bogen, nærmere bestemt et par håndfulde sider fra begyndelsen af hans rejsebog Soldage (1903).
Baggrunden for, at Andersen Nexø optræder i min bog, var en familierejse til Andalusien i 2007, hvor jeg læste Soldage. De første sider af denne rejseskildring både overraskede mig og slog mig som dybt fascinerende i forhold til det projekt, jeg netop havde modtaget midler fra Carlsbergfondet til at arbejde på. De overraskede mig, fordi jeg forbandt Nexø med landjorden, gården og storbyen. De fascinerende mig, fordi han tematisk korresponderede med nogle af de kanoniske havforfattere som for eksempel Herman Melville og Joseph Conrad, ikke mindst i forhold til det kulturelt omkalfatrende teknologiske skift mellem sejl og damp i løbet af 1800-tallet. De fascinerende mig også, fordi hans litterære behandling af temaet ikke lader nogle af de internationale supertankere noget tilbage i poetisk og stilistisk henseende.

Men lad mig blive mere konkret ved at tage jer med til november 1902, hvor Andersen Nexø efter at have rejst rundt i Italien i nogle måneder stævnede ud fra Sicilien og satte kurs mod den sydspanske kyst. Selvom det var årets næstsidste måned, fortsatte solen ufortrødent med at sende sine varmende stråler ned på Middelhavet. Med en vandtemperatur, der lå mellem 15 og 17 grader, var dette hav ”mellem land” stadig indbydende for svømmere. Det fascinerende farvespil i saltvandet beskriver Nexø sådan her: ”Middelhavet! Snart er det af en treven grøn Farve, uigennemsigtigt og tyktflydende som smeltet Flaskeglas. Snart lyser det som en Opal i mat Mælkefarve; eller hele Fladen aander hed Indigo. Eller det er som Krystal i sit Spil og saa gennemsigtigt og næsten luftigt let […] blaa eller perlemorsblank […] en Flade af mat Sølv […] sort og trægt som Tjære” (10, 9, 11). Mandskab og passagerer fik indimellem et glimt af en ”graaglinsende Ryg af en stor Haj” (10) fra skibet, eller ”talrige store Gopler”, som ”gennemkrydser det sitrende klare Element i rytmiske Stød” (10).

Fremfor at rejse med en passagerdamper havde Nexø for at spare penge valgt at rejse med en hollandsk fragtdamper, som lastede ”Rosiner, Svesker, Gryn og tørret Fisk” (10). Nexø havde foretaget sin første rejse til Sydeuropa i 1894-96, og det primære formål for denne 20 måneder lange rejse var rekonvalescens. Det var i løbet af den anden rejse, at Nexøs forfatterkarriere for alvor tog fart, som vi kan læse i Vejs Ende (Erindringer II, 521-31). Formålet med denne anden rejse gennem de fattigste regioner i Sydeuropa var åndelig berigelse og stimulering, at indsamle indtryk og tanke brændstof til hans gradvist voksende forfatterskab.

Efter det kunst- og kulturovermættede Italien så Nexø frem til at ankomme til det mere jomfruelige og anarkistiske Andalusien, men før det spanske genbesøg måtte Nexø foretage en sørejse, som varede adskillige dage. På trods af de mindre komfortable forhold ombord, hvor de rejsende sov ”i smaa Proviantrum lige over Skruen” (10), og hvor forfatterens søvn ofte blev afbrudt, fordi hans hoved stødte ”mod en eller anden skarp Jærnkant” (10), var rejsen en altovervejende behagelig oplevelse for Nexø.

På et generelt plan er Soldage og Nexøs andre værker fokuseret på andre og mere presserende emner end at skildre den maritime eksistens og brydes med en havets poetik. Rejseskildringen i Soldage er en symbolsk dannelsesroman, hvori Nexø opdager et idealmenneske, den heroiske, færdigudviklede og rene Alfonso M., der var baseret på en virkelig person. I den forstand foregriber Soldage forfatterens efterfølgende flerbindsromaner om Pelle (1906-10) og Ditte (1917-21), som var terrestriske, havde en didaktisk tone og udviste et miks af socialrealisme og idealistisk utopisme med deres portrætter af to heroiske og landbaserede arbejdere. Men Soldage indeholder også et par håndfulde sider, som efter min mening er på højde med nogle af de bedste sider i den skandinaviske tradition af maritim litteratur, lige fra Islændingesagaerne og Jens Munk til Jonas Lie, Holger Drachmann, Amalie Skram, og Aksel Sandemose samt, tættere på vores nutid, til Jens Bjørneboe, Jón Kalman Stefánsson, Morten Strøksnes, Maja Lunde og Siri Ranva Hjelm Jacobsen.

De maritime sider i Soldage kommer ligefrem tæt på at matche hyperkanoniske søforfattere som Melville, Hugo og Conrad in æstetisk kvalitet og nautisk sensibilitet. Dertil kommer, at de indeholder en høj koncentration på meget lidt plads af to væsentlige og komplekse historier, nemlig idehistorien og teknologihistorien, og dét på et tidspunkt, hvor begge disse historier undergik radikale forandringer.

Undervejs på sin rute til Cadiz lagde damperen til i Malagas havn for at ”proppe sin Jærnmave med Figen, Rosiner, sød Malagavin og meget andet” (12). Derefter krydsede mandskabet og passagerne det smalle Gibraltarstrædet, ”den undersøiske Tærskel, der forbinder Andalusiens Bjærge med Nordafrikas og rejser et usynligt men skarpt Skel mellem de to Have” (19), Middelhavet og Atlanterhavet. Efter at have været undervejs en uges tid ankom damperen til Cadizbugten. I løbet af de tre årtier, der var gået forud for Nexøs rejse, havde dette grænseland mellem to have undergået store forandringer som et resultat af dampkraftens tiltagende hegemoni. Man skal forestille sig et scenarie, hvor havet tidligere var befolket udelukkende med sejlskibe, som for eksempel i Vilhelm Melbyes maleri En spansk xebec fra 1873. Nu, derimod, mødes vi af et helt andet syn, skildret af Nexø:

”Langt ude foran os staar utallige Røgsøjler som Pinjer mod Himlen; der kunde ligge Hundreder af Fabrikker dèr. Men det er en af Oceanets Verdensveje, under den nærmeste Røgpinje hæver sig et Skrog og stunder imod os, gaar forbi og bliver borte i Strædet – og et, og et igen, i det uendelige. Sorte Staaluhyrer paa 10,000 Tons vælter sig stønnende frem ved Hjælp af to Skruer, støder skiddengult Vand ud af Siden og efterlader en Kølvandsstribe af Slakker, Køkkenaffald og glinsende Kulstøv, hvorover den kvælende Røghale hænger – blaasort som en Uvejrssky. Det er de store Kuldampere til Gibraltar, Malta og Port Said. […]
”Dampen har givet Havet de traadte Stier. Saa langt Øjet kan naa tilbage og frem – lige til de spædeste Røgfnug fra Dampere, der endnu befinder sig mange Mil bag Horisonten – er det en lige, uendelig Række af Skibe, der alle pløjer samme smalle Strimmel. Det ser ud som gik de Gaasegang Jorden rundt.
Men ude over det brede Vandspejl gaar Sejlere i alle vilkaarlige Retninger. Langt henne gaar en stor Fuldrigger med alle fire Master fulde af hvide Sejl; skyhøjt rager den op og holder skraat ned paa os som et blændende Isbjærg. Smaaskuder med Latinersejl krydser Havet i alle Retninger, de ligner hvide Fugle, der strejfer Vandfladen med den ene Vingespids” (20, 21-22).

Disse passager i Soldage danner et litterært snapshot, som kondenserer det spændingsfyldte forhold mellem den gamle sejlskibsæra og den nye dampskibsæra. Det var en epoke præget af forvandlingen fra en hendøende antropocentrisk verden kendetegnet ved eventyr, kontingens og vovemod til en frembrydende teknocentrisk verden karakteriseret ved realisme, kalkulation og rutiner.

Muligvis inspireret af Melbyes rejse til Spanien i 1850’erne viser En spansk xebec Gibraltarstrædet som en verden af sejl med adskillige fartøjer pløjende sig gennem de livlige, dynamiske bølger, hvorimod Nexøs tableau fryser en overgang mellem to verdener, sejlverdenen og dampverdenen. Nexøs perspektiv fra Cadizbugten strækker sig bagud mod Middelhavet og dets antikke historie bestående af myter, kystsejlads og Non Plus Ultra og frem og ud mod Atlanterhavet med dens den Nye Verden, havsejlads og Plus Ultra. Vi fornemmer en fremtid af global modernitet via den implicitte kortlægning, rutinisering og systematisering udtrykt gennem ”traadte Stier”, ”lige, uendelig Række”, ”pløjer samme smalle Strimmel” og ”Gaasegang”. Der resterer dog spor af gårsdagens verden med dets større grad af tilfældighed og planløshed (”vilkaarlige Retninger”) og dets mangfoldighed af sejlskibe, sigende sammenlignet med naturfænomener (et isbjerg, hvide fugle). I modsætning til de yndefulde sejlskibe betoner Nexø de monstrøse aspekter af moderne teknologi, når han nævner ”stønnende”, ”Sorte Staaluhyrer”, ”skiddengult Vand”, ”Slakker, Køkkenaffald og glinsende Kulstøv” samt ”den kvælende Røghale”.

Men er det ikke sært, kunne vi spørge, at Nexø på bogens første sider udtrykte sig så kritisk over for Italien, fordi det havde udviklet sig til en serie af tableauer, og nu selv anvender denne litterære teknik med sit snapshot af Cadizbugten? De italienske tableauer var idylliske, en serie af overdrevne romantiske malerier, men dette Cadiztableau er et eksplosivt, vibrerende og kontrasterende billede, der fusionerer den nære fortids organicisme og romantisme med den nære fremtids automatisme og industrialisme. Med dette tableau og med sine beskrivelser af livet og trafikken i Cadizbugten inviterer Nexø os til at bevidne de indre kontraster og spændinger i sin samtid og moderniteten som sådan. På trods af store spændinger og konflikter sameksisterede de to verdener fra begyndelsen af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet.

På den ene side var den begyndende dampskibsepokes fødselsveer besværlige, men repræsentative for en irreversibel proces med øget mekanisering; på den anden side var sejlskibsepokens dødskramper uendeligt langvarige. Selv da balancen mellem sejl og damp omkring midten af det 19. århundrede uomtvisteligt havde tippet til sidstnævntes fordel, nægtede den gamle verden af sejlskibe, søfolk og særlige nautiske praksisser at dø i virkeligheden og i fantasien.

Nexøs Cadiztableau er altså et snapshot, der indfanger en irreversibel overgang mellem to historiske epoker, fortidens sejl og fremtidens damp. Men de to verdensbilleder var også så at sige svejset sammen op igennem det meste af 1800-tallet og udgjorde en epokal spænding. I den forstand peger snapshottet og det billede af det 19. århundrede, som det fremmaner, på muligheden af to forskellige læsninger af tid og temporalitet.

På den ene side eksemplificerer tableauet ”historisk tid”, det vil sige den historiske bevidsthed, som ifølge den tyske historiker Reinhart Koselleck opstod i anden halvdel af 1700-tallet og dominerede den epoke, Nexø levede i. Her peger tableauet på en historisk proces, der efterlader en irrelevant fortid og giver løfte om en fremtid fuld af nye muligheder. Fremskridt er uundgåeligt, og sejl vil på et givent tidspunkt give plads til damp.

På den anden side er billedet et eksempel på ”bred nutid”, det vil sige den tidslige bevidsthed, som Hans Ulrich Gumbrecht har beskrevet som den måde, hvorpå vi opfatter tid, nutid og historie i dag. ”Bred nutid” adskiller sig fra ”historisk tid” ved, at vi nu er oversvømmet af fortidige epoker, som ikke længere betragtes som værende ubrugelige. I stedet for at være en åben horisont af muligheder er fremtiden nu at betragte som lukket og truende. Læst gennem ”bred nutid” kondenserer Nexøs snapshot ikke så meget overgang mellem to epoker som deres fortsatte simultanitet. Tableauet indeholder altså begge temporaliteter.

Tidligere i Soldage finder vi en beskrivelse, som understøtter ideen om, at den dominerende historiske bevidsthed i Nexøs maritime verden, altså ”historisk tid”, udfordres eller måske ligefrem afløses af den tidslighed, vi kan kalde ”bred nutid”:
”Det er dejligt at sejle, med Hav og kun Hav til alle Sider saa langt Øjet naar. Mil efter Mil af Havfladen drages ind under Skibets Stævn og glider agterud, men langt ude i Horisonten rulles ny Vandflader op lige saa hurtigt vi kan lægge dem bag os. Det er som om vi ingen Vegne kom, og dog stamper Skibet ufortrødent og Skruen snurrer – saadan maa det være at vade sig gennem Uendeligheden” (9).

Nexø beskriver skibets rejse som en kamp og anstrengelse uden bevægelse. Den hollandske fragtdamper kravler monotont fremad, men fordi havet fremtræder uendeligt, synes rejsen ikke at gøre nogen fremskridt på trods af transitionsvendinger som ”drages ind under” og ”glider agterud”. Tværtimod kommer mandskabet og passagererne tilsyneladende ”ingen Vegne”, hvilket peger frem mod de lukkede fremtider, som senere skulle blive begrebsliggjort af Sartre som ”lukkede døre”, af Camus som Sisyfos’ endeløse arbejde på stedet og af Beckett som en ”venten på Godot”.

Lad mig her til slut pege et andet sted hen i Nexøs forfatterskab, et sted jeg ikke kommenterer på i min bog. Hvis Soldage tematiserer menneskets interaktion med havet via skibet, det vil sige består af scener, hvor konstellation natur-menneske-teknologi tager os med ud på havets overflade, og Nexø interesserer sig for de historiske fremskridt og tilbageskridt, som menneskets udnyttelse af havet via skibsfart muliggør, så viser skildringerne af havet i Ditte Menneskebarn en anden type hav. Her er det snarere havet som ren naturkraft, der er i centrum, en slags fremmedlegeme der truer menneskehedens kysteksistens ved gradvist æde den nordsjællandske kyst, hvor slægten Mand har bosat sig og bygget gård.

Det er, som om Nexøs perspektiv fra skibet og på Middelhavet fremkalder et meget mere komplekst og fascinerende billede af havet i æstetisk forstand – på den ene side saltvandets farvespil, på den anden side kontrasterne mellem de ækle dampskibe og de yndefulde sejlskibe – end perspektivet fra landjorden og kysten, der synes at efterlade læseren med et indtryk af havet som en grå, truende og komplet fremmedartet masse derude.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg har en meget klar fornemmelse af, at der venter nogle spændende læsninger og artikler forude, som får placeret Nexø i forhold til det man i dag kalder Blå Humaniora. Det korte spørgsmål lyder: Hvilken rolle spiller havet i Nexøs værker?